Lars Winther


2016.11.01 - 2016.11.30

Aktuelle

Kommende

Tidligere

Lars Winther

 Det naivistiske perspektiv er ikke til at tage fejl af, i Lars Winthers malerier. Perspektivløse byer ofte ved vand med skibe og mange biler, hvor mennesker og dyr bevæger sig rundt på billedfladen ledsaget af grønne træer og blomster i solskin. Mange af malerierne har endvidere den indbyggede finurlighed, at de ofte kvadratiske og rektangulære billedformater kan ses fra alle fire sider. Der er med andre ord indbygget en slags matematisk kombinatorik i mange af malerierne. Farvepaletten er karakteristisk ved, at indeholde store mængder af primærfarverne rød, gul og blå, ikke sjældent placeret på en sort baggrund. Huse er ligesom menneskene, bilerne og skibene placeret i sirlige kombinationer, hvor de geometriske figurer cirkel, kvadrat og rektangel udgør ordenselementer i den ellers mangfoldige billedverden. Ofte ønsker Lars Winther at vise os verden fra en helt anden vinkel end vi traditionelt kender den. F. eks. en ko liggende på ryggen med alle fire patter strittende lige ud i luften, eller en palme set fra siden eller en bil liggende på taget! Kendte fænomener set fra en uvant vinkel. Hvorfor? Måske fordi vi skal forundres? Vi skal aldrig blive trætte af livets gådefulde univers! Solen er altid gul, men ikke rund. I Lars Winthers malerier er den ofte firkantet, ligesom himlen med vatskyer på er skabt af to trapez`er og en rektangel. Er der noget mere flydende i universet end en himmel? Hvor begynder den? Hvor ender den? I Lars Winthers malerier har den en fast formel. Til forandring! Naivismen har floreret omkring i Europa siden begyndelsen af 1900- tallet. Også hos Lars Winther er den karakteriseret ved fortælle- og farveglæde i et genkendeligt og detaljeret fortællesprog. Et sprog der er kommet for at blive! Et sprog som alle kan forstå. Både barn og voksen, dannet og udannet. Med andre ord, et sprog som formidler alt det som vi mennesker har tilfælles på tværs af alle grænser! Dvs. religiøse, økonomiske og kulturelle grænser. Lad Naivismen leve!                                                                                                                       Af kunsthistoriker Maris Stensgaard Poulsen